Herbjørg Wassmo

PRESSEMEDDELELSE FRA ORDKRAFT
Herbjørg Wassmo bliver Ordkraft-hovednavn 2018


Det er flere års benarbejde, der omsider er lykkedes med held når Ordkraft Festival kan præsentere den populære og prisvindende norske forfatter Herbjørg Wassmo som sit hovednavn på festivalen i Aalborg i april næste år.


- Vi er glade for og en lille smule stolte over, at det er lykkedes at få Herbjørg Wassmo til Ordkraft. Ikke alene er hun en meget læst forfatter, hun er også et menneske med stærke og markante meninger om den tid og det samfund, hun lever i, siger projektleder Ove Hesselbjerg fra Ordkraft Festival, som har landet aftalen med den norske forfatter.


- Med sit stærke kvindeperspektiv og realistiske iagttagelser har hun gennem mange år leveret fascinerende psykologiske iagttagelser af menneskelivet, og vi er ekstra glade for at kunne præsentere Herbjørg Wassmo for vores publikum samtidig med, at hun er aktuel med sin seneste bog ”Den, der ser”, som er fjerde del af den populære serie om Dina, tilføjer Ove Hesselbjerg.


Herbjørg Wassmo er født den 6. december 1942. Hun uddannede sig til lærer og arbejdede som sådan i mange år, indtil hun i 1976 debuterede som forfatter med Vingeslag. Det store gennembrud kom i 1981 med Huset med den blinde glasveranda. Wassmos største succes, i hvert fald blandt hendes mange danske læsere, er serien om Dina – Dinas bog, Lykkens Søn, Kamas arv og senest fjerde del, Den, der ser. Dina-serien blev filmatiseret i 2002 af Ole Bornedal med Maria Bonnevie og Gerard Depardieu i hovedrollerne.


Herbjørg Wassmo har modtaget en lang række priser for sit forfatterskab, bl.a. Kritikerprisen, 1981. Bokhandlerprisen, 1983. Nordisk Råds Litteraturpris, 1987, Gyldendals legat, 1991. Bogklubben 12 Bøgers pris, 1997. Amalie Skram-prisen, 1997 og Brageprisens hæderspris, 2010.

Ordkraft Festival 2018 finder sted på Nordkraft i Aalborg i dagene 5.-7. april. Herbjørg Wassmos besøg er endnu ikke programsat.

 

Wassmo-Herbj-rg Foto-Rolf-M-Aagaard

Foto: Rolf M. Aagaard

Ordkraft 5., 6. og 7. april 2018  

Ordkraftprisen 2018

At Tænke Sig: De får - Ordkraftprisen 2018

Det bliver de to journalister bag en af landets længst levende satirespalte i en avis, der får Ordkraft-prisen 2018.

Bestyrelsen for Ordkraft Festival vil gerne hædre den barske humor, det rablende sprog og de elegante satiriske ind-og udfald, som Ole Rasmussen og Gorm Vølver hver eneste dag, året rundt, serverer på bagsiden af dagbladet Politiken i spalten ATS (At Tænke Sig).

- I en almindelig dansk hverdag, der jævnligt leves under gråt skydække og almindelig kedsommelighed, så er det velgørende og livgivende, at der findes et sted, hvor det gode danske humør og det skarpe vid får lov til at udfolde sig med dagsaktuelle kommentarer til livets gebrækkeligheder, lige fra kongehuset over den politiske andedam på Christiansborg til store udenlandske begivenheder, siger Ordkrafts formand, Jørgen Pyndt, som begrundelse for at give prisen til de to journalister, der begge har nordjyske baggrund. Gorm Vølver er fra Randers-kanten, og Ole Rasmussen er fra Aalborg.

At Tænke Sig blev trykt første gang den 9. marts 1932 og nærmer sig altså stærkt de 85 år. Forbilledet var de nonsensrubrikker, som flere store udenlandske aviser havde stor succes med. Første redaktør af ATS var chefredaktør Hakon Stephensen, som bl.a. bragte den nyhed, at komikeren Charlie Chaplin havde anlagt sag mod diktator Adolf Hitler for uretmæssigt brug af Chaplins overskæg! Fake news, længe før begrebet var opfundet. Under 2. Verdenskrig havde satirespalten trange kår under den nidkære censur. 

ATS fik en gevaldig opblomstring under Habakuk, Jørgen Hartmann-Petersen, der var redaktør i ti år fra 1956. Siden har blandt andre Paul Hammerich og Michael Meyerheim bestyret spalten, inden det nuværende makkerpar Ole Rasmussen og Gorm Vølver tog over.

Prisen overrækkes af direktør Nikolaj Holm fra Aalborg Kongres-og Kultur Center i forbindelse med åbningen af Ordkraft Festival den 5. april 2018 på Nordkraft i Aalborg.

 

 

Ole  Gorm

            Ole Rasmussen og Gorm Vølver modtager Ordkraftprisen 2018 for satirespalten
At Tænke Sig

Ordkraft 5., 6. og 7. april 2018   

Tema for Ordkraft 2018

 

Pas på, der kommer ord

Ordkraft 2018 skal få flere til at elske ord lige så lidenskabeligt, som vi gør. Fordi ord binder mennesker sammen.

Når vi bruger ord, giver vi noget af os selv. Hvad enten vi excellerer i vandede vittigheder, sniksnak om vejr og vind, slægtsromaner i flere bind eller højstemt poesi om stormfuld kærlighed og buldrende had. Med ord forærer vi noget til hinanden. Hvor vildt er det ikke, at små mærkeligt formede tegn sat sammen i forskellig rækkefølge kan give så store glæder? Det vil vi fejre til april.

Vi vil under Ordkrafts tre dage udover vores sikre fokus på aktuelle danske og nordjyske forfattere vise, hvordan bogstaver bygger mennesker op. Som små klodser danner de vores kroppe og tanker, vores identitet, et bygningsværk, andre skal have glæde af.

Ord kan bygge fællesskaber som i Norden, hvor vores næsten ens sprog får os til at læse langt mere nordisk end andet. Men hvorfor taler vi så ikke længere selv de andre nordiske sprog? Er danskerne mentalt vandret sydpå og er vores læsning af broderfolkenes forfattere blot en nostalgisk længsel?

Vi indbyder stærke ordformere fra nabolandene og sætter dem til at vikle sig ud og ind af vores fælles kultur. Ordene danner dialekter, mest når de siges. Men også i tavsheden er de en del af det fælles sprog, der former for eksempel nordjyder, der - som alle ved - er taknemmelige for at have fået lov at bo her på egnen.

Litteratur fra Nordjylland fylder langt mere end de 10 procent af befolkningen, der bor her. Hvorfor er det nordjyske ord, de vil læse på stenbroerne? Hvad godt gør det for hvem?

Nogle mister deres ord. De tabes under en flugt til et andet land, eller forvitret væk af stress og demens, som flere og flere af os rammes af. Hvordan beskriver man det? Bliver vi selv væk, hvis vores ord bliver væk? Vi hører digterne ad.

Og kan man så finde sig selv igen inde i retskrivningsordbogen? Skal man stave korrekt for at andre kan se, hvem man er? Eller kan man finde en oversætter, der kan formidle en til andre. Vi spørger udøverne af det ældgamle hverv.

En ud af fem her i Danmark kan ikke læse godt nok til at følge med i tv-teksterne. Kan man så blive vidende nok til at stemme? Kan demokratiet holde til det? Ord kan jo også tvinges væk. De kan være forbudte, men vi finder dem og siger dem højt. 

Det kan være, det var bedre, hvis vi gad lege mere med ordene, give dem krop, måske? Det vil Ordkraft Aalborg Bibliotekerne, DGI og University College Nordjylland gøre muligt for børnene i projekt ”Leg en bog”. Voksne kan også være med. Forfattere, illustratorer, lærere, pædagoger, elever og forældre og alle andre på Ordkraft.

Gymnasieeleverne får deres eget digitale ordunivers og skriveværksted så de kan stand-uppe uden små søskende og sure voksne.

På Ordkraft kan alle spille med ordene. Også publikum. De kan splitte dem ad. Male dem. Råbe dem. Tatovere dem på kroppen. Vi indbyder ordjonglører af alskens slags og skaber et markedsmylder i den gamle kedelhal med optræden, musik, spørgelyst fra Gajol-gumlende publikummer og kloge ord hentet i fortune cookies, for at det hele ikke skal blive alt for dansk. Hov. Det var vist det rene danglish.

På Generatorscenen vil vi, som en konsekvens af temaet, sætte fokus på tabuer, de forbudte ord, de ord som censuren forhindrer i at komme frem, for ikke at tale om de ord som tabuer træder under fode.

Ord som, mere eller mindre uskrevne regler, forhindrer i at skabe forklaringer og relationer mellem mennesker. I en række situationer i dagligdagen, når vi aldrig frem til det rette ord på grund af moral, regler, normer. Det vil vi gerne sætte fokus på, for ordet er jo netop det redskab der kan løsne op for dilemmaer af alle slags.

Vi læser og skriver og taler. Også på Ordkraft. Men måske mangler der noget. Måske erstatter ord på skærme og i mikrofoner og alle andre vegne de usagte ord ved en berøring. På plejehjem taler de om, at mange er hudsultne. Ingen rører ved dem. Det ord siger mere end mange andre om, hvad vi i dag synes er vigtigt. Det gør næsten ondt at sige højt. Prøv det. Og mærk ordets kraft.

 

         Pyndt

Åbning af Ordkraft 2017
Formand Jørgen Pyndt

Bøger

Pas på, der kommer ord

Tema for Ordkraft 2018
5., 6. og 7. april

 

 

Skriveklub

PRESSEMEDDELELSE FRA ORDKRAFT

SKRIVEKLØE I SKRIVEKLUB
FØR ORDKRAFT FESTIVAL

Unge talenter får for andet år i træk støtte i kunsten at skrive god litteratur - resultaterne præsenteres i antologi og på Ordkraft.

Går du rundt med en uforløst drøm om at blive forfatter? At fortælle en god historie og få hul igennem til et stort publikum? Så er der hjælp at hente hos Ordkraft Festival, som tilbyder støtte til nordjyske skrivetalenter i Ordkraft Skriveklub, der kører for andet år i træk.

Vi har store ambitioner på vegne af dem, der deltager i skriveklubben. De vil bl.a. få hjælp og vejledning af professionelle forfattere, som i løbet af foråret vil fortælle skriveklubbens deltagere om skrivningens svære, men også fascinerende kunst, og om, hvordan det er at leve som fuldtidsforfatter, fortæller projektets tovholder, forfatter Jørgen D Nørgaard, der også er aktiv i redaktionen bag Ordkraft Festival. Undervisningen vil foregå på Hovedbiblioteket i Aalborg, onsdage mellem 16.30 – 19.00.

Det overordnede team for dette års festival er ”Pas på, der kommer ord”, og det er også det tema, som skriveklubbens deltagere skal følge. Klubben mødes hver anden uge, hvor man vil arbejde metodisk med temaet ved læsning af hinandens tekster, detaljeret kritik og videreudvikling af fortællingerne som hjemmearbejde.

- Skriveklubben er et rart og hyggeligt sted med højt til loftet. Så jeg vil opfordre alle unge som ældre talenter derude til at komme frit frem, også dem, der måske er lidt bange for at træde frem. Det er nemlig tit hos dem, man finder det største talent, siger Jørgen D Nørgaard.

For at blive optaget i skriveklubben, skal man sende max. to A4 sider med egne tekster til tovholderen på mailadressen jorgen.dissing@aalborg.dk – han skal have teksterne senest den 15. november 2017. Der kan indsendes tekster i alle litterære genrer.

Præsentation af det færdige materiale
Skriveklubben vil præsentere sine tekster som work-in-progress på Ordkraft Festival, der afvikles på kulturcenter Nordkraft i Aalborg i dagene 5. – 7. april 2018. Men det er ikke kun Aalborg, der får glæde af initiativet.

Udvalgte tekster vil indgå i en professionelt redigeret antologi, der præsenteres på en afslutningsevent i slutningen af august.

Hvis man kunne tænke sig lidt inspiration fra sidste års elever kan Ordkraft Skriveklub Antologi 2017 nu købes som almindelig bog eller e-bog på saxo.com. Bogen blev præsenteret på det netop afsluttede Kulturmøde på Mors.

 

skriveklub

               Ordkraft 5., 6. og 7. april 2018   

  • 9000ord 2013
  • Udklip

  • Aalborg city
  • aalborg dk
  • Aalborg Kommune logo sort

  • Aalborg Uni
  • AKKC
  • Biffen
  • Bronderslev forfatterskole
  • Det Obelske familiefond
  • DR
  • Fokus folkeoplysningen
  • foreningen for boghandvaerker
  • Gydendal
  • kul Nordkraft
  • kunsthal nord
  • LR Egmont
  • nordjyskemedier
  • Nordkraft
  • Nordkraft event
  • rosinanteco
  • skraen
  • sparnord fonden
  • polforllogo
  • Bib Logo hjørring



  • Bibliotek brønderslev
  • Bibliotek jammerbugt
  • Bibliotek Mariagerfjord
  • Bibliotek Vesthimmerland Nyt
  • Bibliotek Morsø RGB-on-White
  • dr p4 nordjylland logo
  • bibliotek-frederikshavn
  • Bib Logo hjørring
  • Rebild Bibliotekerne 500px
  • Thisted Bib
  • PeoplesPressbeskaret
  • VisitAalborg www
  • RegionNordjyllandLogo
  • BIB logo NORDTJYLLAND
  • Statens Kunstraad LOGO Stor
  • plusbolig
  • himmerbolig
  • Logo Hovedland 1

  • Unavngivet

UA-38774599-1