Foreningen Ordkraft

Billede tilknyt til nyheden om

Ordkræfter: Anine Schønwandt Kaas

10. 03. 2024

Hvilke gode kræfter sørger for, at den nordjyske ord- og litteraturfestival år efter år bliver en realitet? Mød Anine Schønwandt Kaas – projektleder for Ordkraft. Anine er uddannet bibliotekar og har arbejdet på bl.a. Fuglebjerg-Hashøj Bibliotek og Randers Bibliotek, inden hun kom til Aalborg Bibliotekerne, hvor hun siden november 2019 har styret Ordkraft med sikker hånd og stort overblik.

Hvornår går dine forberedelser til Ordkraft i gang – og med hvad?
Forberedelserne til næste festival går som regel allerede i gang ugen efter, at den foregående er slut. Ja, faktisk ofte før, for vi tænker løbende et år eller to frem i forhold til temaer og idéer. De første opgaver i festivalplanlægningen er at arrangere forlagsbesøg – vi er altid to dage i København og en dag i Aarhus for at blive klogere på, hvilke udgivelser der er undervejs og dermed, hvilke forfattere der er aktuelle det følgende forår. Og så går jeg i gang med at arrangere møder med Ordkrafts bestyrelse, redaktionsgruppe og programudvalg.

Hvad er du mest spændt på forud for en festival?
Jeg er altid spændt på, om det hele kører: kommer der nu de publikummer, vi har håbet? Er der afbud fra forfattere eller moderatorer? Spiller teknikken og logistikken? Det er nogle dage, hvor det bare handler om at have is i maven.

Hvad glæder du dig allermest til i år?
I år har vi jo fokus på debatter, og dét glæder jeg mig virkelig til at se, hvordan publikum tager imod. Vil de selv engagere sig – og hvad kan det give af spændende diskussioner og perspektiver? Blandt debatterne har jeg lyst til at nævne arrangementet ”Hvorfor fanden læser de ikke?”, der handler om børn og unges manglende læselyst.

Er det rigtigt, at du læser alle de bøger, der skal præsenteres, forud for hver festival – og hvad er du i gang med lige nu?
Ja, det er rigtigt. Det gør planlægningen med forfatterne nemmere og bedre, når jeg kender deres værker. Og så er det også meget godt at kunne springe til, hvis en moderator skulle blive syg. Lige nu læser jeg faktisk en forfatter, der ikke kommer på Ordkraft, men simpelthen bare, fordi jeg er interesseret. Det er Line Kyed Knudsens ”Sektens døtre” – en spændingsroman baseret på virkelige hændelser om en sekt på Møn. Forfatteren kommer til Hobro, hvor jeg bor, så det skal jeg selvfølgelig ned og høre.