Ordkraft i Grønland gennem venskabsbysamarbejdet
07. 09. 2026
Som led i samarbejdet rejste Ellen Skårhøj, som forfatterrepræsentant for Ordkraft, sammen med musiker Andreas Rødbro i august til Nuuk for at deltage i en kulturudveksling med grønlandske kunstnere og unge. Her deler Ellen sine oplevelser og refleksioner fra mødet med Grønland.
Vidste I, at der i Grønland findes en myggeart, som kan leve uden blod? De er uafhængige af den fødekilde. Uafhængige af andre levende væsner, i modsætning til andre myggearter, hvis eksistensberettigelse bekræftes af blandt andet os mennesker. De er et overlevende dyr, som ikke giver op, selv under den grønlandske vinter. Når vinteren er på vej, gemmer de sig i det høje lyng, inden den uskyldige, hvide puddersne dækker dem, og de falder ind i en dvale, indtil sneen en dag bliver for varm, smatter sammen og bortkommer. Hernede ligger de så, de små, luskede, summende dyr, ventende på den sommer, hvor de igen skal komme til orde.
Det vidste jeg ikke. Jeg vidste ikke engang, at der var myg i Grønland. Denne nye opdagelse kom desværre ikke alene. Jeg tror, det er de færreste danskere, som er bekendte med den måde, samfundet i Grønland ser ud på i dag, hvordan deres verden er formet af Danmark, og hvad det vil sige at være en gammel dansk koloni. For udover at man kan købe Kajkager nede i den lokale “Brugseni” i Nuuk, omkring 3.300 km fra der, hvor vi plejer at købe Kajkager, er der også nogle noget mere indgribende tendenser fra Danmarks side, som har været med til at forme det Nuuk, som Andreas Rødbro og jeg besøgte i august for at deltage i en kulturudveksling mellem Kommuneqarfik Sermersooq og Aalborg Kommune.
Selve udvekslingen bestod i, at vi sammen med to musikere fra Grønland skulle arbejde med nogle af eleverne fra musikskolen i Nuuk om at få stablet et produkt på benene, som så skulle fremføres på festivalen “Asarbalaaq”, som blev holdt nede i byen – faktisk i det, der kaldes Myggedalen, lige nedenfor kolonihavnen. Navnet på festivalen betyder sommer, og det blev vores udgangspunkt for et tema til de tre sange, vi fik skrevet sammen med eleverne.
Lys. Det var det ord, der blev ved med at summe, når vi snakkede om sommer. Lyse aftener, lyse nætter, lyse dage og midnatssol. Den håbefulde halvdel af året, hvor årets cyklus kan ses i menneskernes aktivitet. Jaaku, en af de grønlandske kunstnere, fortalte i forbindelse med vores samtaler om lys om to døgn, hvor han ikke havde sovet. At han på et tidspunkt ikke havde sovet i to døgn, fordi de bare havde glemt at gå i seng. Det var sommerferie, og dagen var uendelig. At Jaaku ikke gik i seng den dag, tænker jeg som en form for tilpasning. En overgivelse til naturen omkring en og en ydmyghed over for det, man ikke selv kan kontrollere.
Og netop det: ydmygheden. Var nok noget af det, jeg lagde mest mærke til. En evne til at tilpasse sig det, der er større end en selv. En erkendelse af ikke at kunne eller bør kontrollere naturen. Og jeg synes virkelig, at det klæder mennesket at erkende, at vi ikke er de største. Det klæder mennesket at være de små.
Ligesom vintermyggen, var det min oplevelse at grønlænderne tilpassede sig de barske omgivelser, de lever i: ligger i dvale, når sneen tynger, og finder andre fødekæder, når det ikke vrimler med liv. Jeg synes, det er en skam, at vi har medbragt Kajkagen, uden selv at have et stykke ydmyghed overfor naturen med i lasten over Atlanten.
Jeg gik en tur en af dagene i det, der kaldes Paradisdalen, som ligger mellem to store fjelde: Store Malene og Lille Malene. Jeg tog bussen hen til den anden side af Nuuk og gik 500 meter, før jeg nåede om bag byen, og de mange kilometervis af fjeld åbnede sig for mig. Da jeg havde gået hele turen, nåede jeg hen til der, hvor vejen stopper. Altså asfaltvejen, som førte ind til Nuuk, men altså stoppede her ved Paradisdalen. Herefter kan bilen, som køretøj, ikke komme længere. Det billede er indprintet i mit hoved. Og da jeg stod oppe på en højderyg og kunne se ned til vejens ende, tog jeg min mobil frem, åbnede noter og skrev: “Grønland er landoverfladens dybe hav”.
Denne udveksling har virkelig været en kæmpe oplevelse og et indblik i et land og et folk, jeg skammer mig over, at vi ikke ved mere om. Men jeg ærgrer mig også, for jeg ved, at der er så meget, vi kan lære. Tusind tak for en fantastisk oplevelse.
Tilbage